Turberetning: Vordingborg 2002
Vis dit rovand, Vordingborg Roklub
I flere år har jeg været medlem af havkajakroerne, men aldrig deltaget i nogle arrangementer. Det blev prøvet ved træffet på Tåsinge, hvor jeg mødte mange spændende mennesker, lige fra ultra begyndere til ultra garvede. Oplevelsen gav blod på tanden.
I kalenderen på havkajakroernes hjemmeside annoncerede Bo Bensby Vis-dit-rovand i Vordingborg roklub d. 01.06.02. ”Den ene tur bliver ca. 15 km. i afslappet tempo, den anden ca. 30 km.”. Bevæbnet med kajakker, madpakke og kort kørte Jan Thorhauge og jeg til Vordingborg lørdag morgen. Nu skulle jeg dæleme på herretur, mens Mette tog sig af et hus fyldt med teenagepiger hjemme i Næstved.
Og herretur, dét fik jeg - endda i dobbelt forstand !
12 mænd mødte op til veldækket morgenbord i Vordingborg Roklub´s lækre lokaler. Fuldstændig spild af god arbejdstid at stryge sit sexy rotøj aftenen forinden.
Start
Snart startede alle i samlet flok langs sydsjællands kyst med 8 - 10 m/sek. vind i ryggen. Vi nærmest fløj af sted de første 6 km. til Bakkebølle Strand, hvor Bo viste sig som en sand leder. Ledelse går vistnok i store træk ud på at få de andre til at udføre arbejdet. Så under Bo´s ledelse delte holdet sig i 4 mand til den korte og 8 til den lange tur. Bo anviste os 8 en tur rundt om Tærø, der meget passende gav 14 km hjem i modvind. ”men vinden løjer af lovede Bo” inden han roede hjem igen !
Spagfærdigt sagde vi pænt farvel til arrangøren og undrede os over Bo prioriterede et bryllup højere end 14 km. rotur i modvind.
Frokost
Med vinden i ryggen rundede vi hurtigt Lilleø og fortsatte til en glimrende frokostplads på Tærø, hvor vi tilbragte et par timer med madpakker, løs snak og erfaringsudvekslinger. Her blev udvekslet mange erfaringer fra ture lige fra Svalbard over Sverige til Samsø. Kaj Poulsen fortalte lidt om sin tur på Svalbard og Keld fortalte om dengang han kørte til kajakbutikken for at købe et par vådsokker – og kom hjem med en Lettman kajak i kulfiber + ét par vådsokker. Det kalder jeg impulskøb ! Manden må både være fantastisk veltalende og gift med en engel.
Hjemad
De første 14 km var overstået med et gennemsnit på ca. 7 km/t, men nu skulle vi hjem igen i modvind. Bo havde ganske vist lovet vinden ville løje af, men ledere er der jo aldrig, når det går galt Vinden løjede ikke det mindste af. Måske brylluppet bare var en dækhistorie for manglende lyst til at ro i modvind ?
Med Kaj Poulsen i forreste gruppe blev hjemturen en herretur. Han roede i en meget kort, lånt, havkajak og holdt farten lidt nede: ”der skal også være overskud til at nyde turen” som han sagde. Alligevel roede jeg for fuld skrue og kunne umuligt følge med forreste gruppe. Gad vist om tempoet altid bliver skruet lidt op, når der er så mange i en gruppe ?. Forreste mand roede VKV og holdt ikke farten nede – han drønede lige forbi Bakkebølle Strand, så sig ikke tilbage og endte formentlig i Vordingborg Roklub på rekordtid. Måske han også skulle til bryllup ? Vi andre samledes lidt efter lidt på stranden og holdt en lang fællespause inden de sidste 5 km hjem. Tilbage i Vordingborg Roklub kunne jeg konstatere de sidste 14 km. blev gennemført med et gennemsnit på 5,5 km/t.
Efter en god dags workout læssede Jan og jeg kajakkerne på bilen og kørte lidt trætte hjem til Næstved igen. Undervejs diskuterede vi hvad der er lettest, at arrangere vis dit rovand, eller at deltage i vis dit rovand. Nah, vi deltager bare – så er der nogle andre som henter morgenbrød.