Turberetning: Svinø 2003 februar

Solen skinner og vejret er herligt. Det blæser kun 4 – 7 m/sek og temperaturen er på frysepunktet midt i det blændende solskin. Vi lader brændestak være brændestak hjemme i indkørslen og tager på vandet i stedet for at flække brænde.

Hurtigt får vi pakket grejet ned i bilen, hentet kajakkerne i klubhuset og sat kursen mod Enø vendeplads. Karrebæk Fjord kan ikke bruges – der er kun frit vand 1 km. ud for enden af Kanalen. Hvem gider trække i alt tøjet for at ro 3 km. ud og 3 km. hjem på en kedelig strækning sådan en flot dag ? Vi gider ikke.

Mange mennesker har valgt at nyde det gode vejr ved vandet i dag. Det formelig vrimler med biler, folk & fæ på isætningsstedet. Desværre ! Vi bliver simpelthen nidstirret af nysgerrige, der skal se cirkushestene og deres kajakker.

Jeg hader denne forestilling og overvejer et kort øjeblik at provokere ved at forlange entré til forestillingen hos en enkelt meget emsig mand, der sætter ungerne i første række på store sten ved vandet og selv måbende glor på os. Dropper hurtigt overvejelsen igen – turen skulle nødigt ødelægges af ligegyldige konflikter. Men jeg kan altså ikke fordrage at blive nidstirret, når jeg starter på turen !

Ved Svinø strand er der langt færre mennesker og de er knap så uopdragne.

Til gengæld er der masser af is ! Hele området ud mod Knudshoved Odde og ind mod Avnø Fjord er tilfrosset. Store stykker is river sig langsom fri og driver med vinden hen mod Karrebæk Flot syn !

Vi indtager kaffe & marcipanbrød ved ishuset. Nyder solen & synet. Pakker langsom sammen og drager af sted igen – ud mod isen. Isen er både tyk og hård – det er umuligt at ro tværs igennem den. Mette må nøjes med forsigtigt at ro mellem to store flager. Herefter sætter vi kursen mod Dybsø

Pludselig får jeg et anfald af kajaksvimmelhed. Det er et kendt og velbeskrevet fænomen fra Grønland i godt vejr. Når vandet er spejlblankt kan man pludselig få problemer med balancen og kan ikke finde ud af hvad der er op eller ned. Der er flere eksempler på drukneulykker som følge heraf blandt kajaksejlere på Grønland – og jeg kender desværre fænomenet særdeles godt. Er vandet spejlblankt får jeg problemer med balancen og må tage det ene støttetag efter det andet for ikke at vælte. Problemet forsvinder lige så snart jeg kan fæstne synet på Mettes båd, hækbølge eller en fast genstand i horisonten.

I dag opstår fænomenet uden varsel midt ude på det krøllede vand. Jeg er virkelig i vanskeligheder i 5 – 10 minutter og må ro som en rasende hen mod Dybsø for at holde balancen. Pludselig forsvinder problemet som dug for solen igen. Det er godt nok ubehageligt ! Gad vist om andre oplever noget tilsvarende ? Eller ved hvad det er der sker ? Det har intet med træthed, væskemangel, frygt, usikkerhed eller utryghed at gøre. Men hvad er årsagen så ?

På vej fra Dybsø hen mod Tyresande opdager vi et isbjerg ! Vi ror forsigtigt ind til bjerget og ser til vores store overraskelse at havet den seneste uges tid har lagt en sandbanke, der lige netop rager op over havoverfladen. På banken er der ophobet is i 1½ meters højde med form som en kæmpeskildpadde. Den ligger der og skinner hvidt i solens skarpe lys. Flot !

Stille ror vi tilbage til Enø Vendeplads, læsser kajakkerne på bilen midt i tilskuernes måbende syn og triller hjem igen. En dejlig vinterdag er slut.

Turberetninger, foto & nyttig viden